Blog
John Allan Nielsen
AI unleashed
I august var AI for mig autocomplete og et chatvindue, og jeg var ikke imponeret. Nu giver jeg planer til op til tredive agenter ad gangen, på en sammenlægning af backends, der ikke må have nedetid. Agenterne kan kun løbe frit, fordi planen er stram: om hvordan jeg beslutter, hvad jeg overlader, hvorfor et par timers planlægning er den dyre del, og hvad reviewet fangede, da agenterne skrev Java i Go.
Feeling like a hot chick
I slutningen af september skrev en klub under med os, næsten uden at nogen skulle sælge noget. Medlemmerne havde brugt vores kiosker i andre klubber og kom hjem og spurgte: "Hvorfor ikke her?" Det her indlæg handler om, hvad det gør ved én som udvikler: at arbejde på det produkt, alle gerne vil have, og hvorfor det får mig til at ville gøre mit bedste.
Projektlederen træder ind
Nogen reviewede en af vores pull requests ordentligt, linje for linje, og godkendte den — mens forfatteren stadig pushede til branchen. Godkendelsen landede på en version, der ikke længere fandtes. Det er et symptom; sygdommen er, at et code review her kunne bestilles på fire forskellige korrekte måder og derfor nåede ingen. Om køer der ikke er køer, hvad kodeagenter gjorde ved vores evne til at reviewe, og hvorfor løsningen begynder med at slette et af de steder, vi spørger. Projektlederen træder ind.
99 % begejstring, 1 % bekymring
Jeg så en film en lørdag aften, mens en agent skrev en af vores frontends om fra Vue til React. Et par dage senere var den live. Det interessante er ikke AI'en — det er, hvad der skal til i en virksomhed, før det overhovedet må ske, den ene bekymring ledelsen faktisk rejste, og hvorfor et miljø, der siger ja så hurtigt, kræver mere disciplin, ikke mindre.
Min bror fra en anden mor?
Jeg startede i et job, hvor den anden halvdel af den tekniske side var begyndt dagen før mig, med en titel ved siden af min og ingen streg tegnet mellem dem. En fremmed, lige så ny som mig, og os to tilsyneladende sat til at styre det samme team. Hvad jeg egentlig var bekymret for, og hvad en måned har og ikke har afgjort.
Vejen til stjernerne
På et tidligere job omstrukturerede jeg 250.000 linjer kode, og en opgave, der havde taget to dage, begyndte at tage tre minutter. Ingen blev hundrede gange bedre til at programmere — omstruktureringen slettede bare alt det, der ikke var arbejdet. Og så begyndte frontendudviklere at tage backendopgaver. Det her er planen om at gøre det igen her, og den del af den, der bliver værre, før den bliver bedre.
Inde i junglen
En del af min onboarding var en opgave med mit navn på: få hver enkelt kodebase til at køre lokalt. Enoghalvfjerds repositories, et årti af teknologivalg og to uger med at finde ud af, hvilke af dem der stadig kunne starte på en frisk maskine — inklusive den, hvis lokale database slet ikke kunne bygges, og hvad der skulle til for at få én kommando til at bygge den alligevel.